Kerteminde Avisen

Nyheder og indsigt fra Kerteminde.

← kertemindeavisen.dk

Elprisen eksploderer mandag aften – dyreste strøm i næsten to år

Elprisen eksploderer mandag aften – dyreste strøm i næsten to år

FORBRUGER. Elkunder i Syddanmark og resten af Vestdanmark får en dyr start på ugen. Mandag aften stiger elprisen til det højeste niveau i næsten to år, og i timen mellem kl. 19 og 20 koster strømmen omkring 6,90 kr. pr. kWh inklusive moms i Vestdanmark, mens prisen i Østdanmark ligger på cirka 6,70 kr. I et enkelt kvarter fra kl. 19.45 krydser prisen 7 kroner og lander på cirka 7,30 kr. pr. kWh vest for Storebælt.

Forklaringen er en kombination af høje gaspriser og for lidt vind og sol, oplyser energiselskabet OK.

»Vi er lige nu i den kedelige situation, at den høje gaspris presser elprisen med op. Og vi får desværre ikke nok elproduktion fra vindmøller og solceller til at presse prisen den anden vej. Derfor ser vi høje priser – og i aften ekstremt høje pristoppe,« siger Troels Skipper, kommerciel chef i OK.

Også timerne 18-19 og 20-21 bliver dyre med priser på henholdsvis omkring 3,80 kr. og 5 kr. pr. kWh. En timepris på knap 7 kr. er ifølge OK ikke set siden december 2024, og mandagens gennemsnitspris ender på cirka 2,40 kr. pr. kWh. Dermed tegner september til at blive mindst lige så dyr som august, der var den dyreste strømmåned siden energikrisen i 2022. Indtil videre ligger gennemsnitsprisen for september over 1 kr. pr. kWh.

Der er dog penge at spare for dem, der kan flytte forbruget. Elbilister gør klogt i at vente med at lade til natten til tirsdag, hvor prisen ligger omkring 1,50 kr. pr. kWh, eller at bruge middagstimerne mandag mellem kl. 13 og 16, hvor strømmen koster cirka 1,55 kr.

»De vilde udsving i strømprisen kan udnyttes til at gøre elregningen så lav som mulig. Mandag svinger prisen omkring seks kroner på få timer. Selvom det ikke er decideret billigt, er det noget sjovere at lade bilen til 1,5 kr. end til det firedobbelte,« siger Troels Skipper.

Oven i selve elprisen betaler kunderne desuden tariffer til Energinet og det lokale netselskab samt eventuelt abonnement og tillæg til elselskabet.

Del artiklen

Læs også

Alle partier bag regionens milliardbudget – ventetider i børnepsykiatrien får 40 millionerHver fjerde værnepligtig fortsætter i ForsvaretRegeringen kalder til pressemøde efter historisk dårlige PISA-resultaterAldrig har danske skoleelever klaret sig så dårligt