kertemindeavisen.dk › Regionen
Fredericia-politiker: Regionens nye budget giver flere penge til fødende, hjernesygdomme og høreområdet

REGIONEN. Alle ni partier og løsgængeren i regionsrådet står bag Region Syddanmarks budget for 2027, som blev forhandlet på plads i sidste uge og formelt vedtages på regionsrådsmødet den 28. september. For Pernelle Jensen (V), regionsrådsmedlem fra Fredericia, er der flere punkter i den omkring 30 sider lange aftale, som hun fremhæver som særligt vigtige for området omkring Sygehus Lillebælt.
Et af dem er efterfødselstilbuddene på regionens fødesteder. Regionsrådet afsatte allerede penge til området i sidste års budget, men ifølge Pernelle Jensen har det vist sig at koste mere end ventet at få tilbuddene ud på fødestederne, og derfor lægger aftalen nu yderligere fire millioner kroner oveni. Tilbuddene skal hjælpe kvinder, der har født, med behandling af fødselsskader og andre følger efter fødslen, og de ekstra penge skal sikre, at ordningen bliver robust. Samtidig er der afsat penge til en lounge til fødende, så kvinder, der er tæt på at føde, kan vente på sygehuset i stedet for at blive sendt hjem for at komme tilbage en time senere.
Aftalen indeholder også penge til at føre den kommende børn- og ungepolitik ud i livet. Politikken er under udarbejdelse i det udvalg, Pernelle Jensen sidder i, og som har fokus på børn og unge både som patienter og som pårørende.
»Så det er flere penge til børn og unge, og det er jeg rigtig glad for,« siger hun til AVISEN.
På hjerneområdet følger budgettet op på den hjerneplan, som regionsrådet vedtog sidste år, hvor der især blev afsat penge til demens og parkinson. I det nye budget er der ifølge Pernelle Jensen sat ekstra penge af til behandling af sclerose og epilepsi samt rehabilitering efter hjernerystelse, som er de dele af planen, der ikke fik særskilte midler sidste år.
Et andet punkt, hun lægger vægt på, er ventetiderne på høreområdet, som ifølge hende presses af, at ventetiderne i Region Midtjylland er endnu længere, så patienter derfra søger sydpå til Sydvestjysk Sygehus og Sygehus Lillebælt.
»Der er jo rigtig lang ventetid, særligt her i området på høreområdet,« siger Pernelle Jensen, der peger på mangel på audiologiassistenter som en væsentlig årsag.
»Og der har vi simpelthen brug for at uddanne nogle flere audiologiassistenter,« siger hun om de penge, der er sat af til uddannelse af flere på området.
Endelig indeholder budgettet ifølge Region Syddanmark knap 30 millioner kroner til nye ydernumre til praktiserende speciallæger i hele regionen. Et af dem er et ydernummer i neurologi, som ifølge Pernelle Jensen placeres i Sygehus Lillebælts optageområde, hvor en privatpraktiserende neurolog skal være med til at løfte nogle af opgaverne i hjerneplanen og bringe ventetiderne ned på de sygdomme, planen dækker.


