16.8 C
Copenhagen
onsdag 14. maj 2025

Sne, slud og koldere dage

0

I de kommende fem dage vil vi opleve en stabil vejrperiode, hvor østenvinden holder sit greb om Danmark. Et kraftigt højtryk, som ligger næsten stille lige nord for landet, betyder, at vi står overfor en fastlåst vejrsituation, hvor lufttrykket måles højt uden de store udsving.

Der er ikke meget nedbør at vente på, men der vil være enkelte perioder med sne, slud eller regn, selvom det meste af tiden vil være præget af skyer. I perioder vil vi dog også få solskin, selvom det ikke bliver alt for hyppigt.

Mod næste weekend forventes højtrykket at svækkes. Prognoserne peger på, at koldere luft fra nord og nordøst vil bevæge sig ind over Danmark, hvilket kan medføre en markant temperaturnedgang. Der er også mulighed for spredte snebyger i den kommende weekend.

I de kommende dage skal vi derfor forberede os på kølige forhold, som efterhånden kan blive koldere og mere vinterlige.

Kolde: DMI

Fra lægevagten til børneafdelingen

0

Formand for Det Nære Sundhedsvæsen i Region Syddanmark, Pernelle Jensen (V), har haft en tæt og praktisk tilgang efter hun er blevet formand for udvalget i regionen.

Pernelle Jensen blev valgt til regionsrådet ved valget i 2021, og omkring midtvejs i valgperioden overtog hun formandsposten i udvalget, da Venstre konstituerede sig som følge, at Stephanie Lose trådte ind i regeringen.

Siden da han man kunnet følge Jensen kontinuerligt på sociale medier lægge billeder op af, at hun er ude og se sundhedsvæsnet væk fra Regionsrådets murer.

I stedet for blot at læse dagsordener og modtage rapporter, har hun aktivt opsøgt de steder, hvor sundhedspersonale arbejder hver dag. Hendes erfaringer fra blandt andet lægevagten og børneafdelingen har givet hende et værdifuldt perspektiv på de udfordringer, der findes i sundhedsvæsenet.

– Jeg har været mange steder rundt, blandt andet på lægevagten, både nat og dag. Jeg har også været i børneafdelingen og i København. Jeg har været på rigtig mange forskellige steder, og jeg synes, det giver noget helt andet at være ude i hverdagen og følge en læge eller en sygeplejerske. Man får et indblik i de udfordringer, de står overfor, og hvordan de arbejder, siger Pernelle Jensen.

Hun forklarer, at det at være fysisk til stede giver et langt bedre perspektiv end at sidde og læse om udfordringerne på en dagsorden. Ifølge Pernelle Jensen giver det hende en direkte forståelse af de situationer, som sundhedspersonalet arbejder i.

– Man får en føling med, hvordan de arbejder, og hvordan det er i en given situation, hvor man bedre kan sætte sig i deres sted. Og så kan man stille spørgsmål, når man oplever noget, som man kan blive nysgerrig på, og derved få en bedre forståelse, forklarer hun.

Denne tilgang har givet hende indsigt i de daglige realiteter på hospitaler og i klinikker, som hun mener er afgørende for en bedre politisk forståelse og beslutningstagning. Et konkret eksempel på, hvordan Pernelle Jensen har udvidet sin forståelse af sundhedsvæsenet, var hendes besøg i børneafdelingen. Her var hun sammen med en sygeplejerske, der arbejdede på et projekt om børn og unge, der er pårørende til syge forældre – et emne, som Pernelle Jensen har engageret sig i lokalt.

– Det var godt at få et indblik i, hvordan sygehuset ser på samarbejdet med kommunerne, siger hun og understreger, at disse besøg gør det muligt at stille spørgsmål og få viden på en langt mere nuanceret måde end ved blot at læse en rapport.

Pernelle Jensen er ikke den eneste politiker, der har taget initiativ til at forstå sundhedsvæsenet fra et praktisk perspektiv. Hun fortæller, at flere af hendes kollegaer i regionen også har været ude at besøge forskellige steder i sundhedsvæsenet.

– Jeg har også sagt, at hvis der er nogen, der mener, jeg kunne få noget ud af at se noget, så vil jeg meget gerne tage ud og besøge dem, siger hun og understreger, at det at få et personligt indblik er en vigtig del af hendes politiske arbejde.

Som formand for udvalget Det Nære Sundhedsvæsen har Pernelle Jensen et særligt fokus på sammenhængen mellem de forskellige sundhedstilbud, især i relation til ældre borgere.

– Jeg ser også på sammenhængen mellem de forskellige tilbud, for eksempel lægevagten og sygehuset. Hvordan oplever man overgangen? Og hvordan oplever de samarbejdet med kommunerne, især i forhold til ældre borgere? spørger hun og understreger, at det er vigtigt at forstå, hvordan de forskellige elementer i sundhedsvæsenet arbejder sammen – især når det kommer til ældre borgere, der ofte har komplekse behov.

Et af hendes vigtigste besøg var på den geriatrisk afdeling på Kolding Sygehus, hvor hun så nærmere på, hvordan ældre medicinske patienter modtages og behandles.

– Jeg har også været på en afdeling på Kolding Sygehus, hvor de modtager ældre medicinske patienter. Det gav mig rigtig meget, også i forhold til, hvordan jeg samarbejder med kommunerne, slutter Pernelle Jensen og peger på, hvordan erfaringerne fra afdelingerne styrker hendes evne til at skabe bedre samarbejde mellem regionen og kommunerne.

Jobcentrenes logik er ond

0

Hver tid har sin egen forståelse af ordet arbejde. For hundredetusinder af år siden handlede det om overlevelse, hvis man ikke ville dø af sult eller blive spist af rovdyr. Mennesket var på lige fod med andre livsformer på jorden nødt til at kæmpe for sin eksistens. Den store revolution kom med udviklingen af landbrug. Muligheden for at dyrke jorden og leve af den formede vores tilværelse i tusindvis af år. Det var en beskæftigelse for rigtig mange mennesker. I dag er udviklingen ved at være der, hvor vi måske slet ikke behøver bruge så stor en del af vores liv på arbejde. Robotter og AI er ankommet.

Den aktuelle beskæftigelsesreform, der planlægges af regeringen, ønsker at forholde sig til et system, jobcentrene, der har indskrevet sig i historien med foragt og had hos mange mennesker. Det bygger på en opfattelse af mennesket som uselvstændigt og dovent, men hvor afskrækkelse, straf og ydmygelse er den primære kur mod elendighederne. Mennesket er selvforskyldt i sin situation, og har desuden kun et ønske om at snyde for at nyde. Og så skal man bevise sin uskyld. Ikke omvendt. Enhver sagsbehandler kan blive lægefaglig vidende, hvis bare de rigtige skemaer er krydset af.

Socialdemokraterne ynder at sige “gør din pligt og kræv din ret”, men det rigtige motto for systemet er “gør din pligt uden nogen ret”. Klagesager er langsommelige og systemet holder mest med sig selv. For selvom lovene er fyldte med gode intentioner og formuleringer, så er praksis anderledes. Til tider virker det som om, at systemet primært skal afskrække andre, så de ikke siger deres job op. Folk skal frygte ledighed. Det holder alle på deres plads.

Mange af livets forhold er udenfor eget ansvar. Sygdom kan ingen bestemme over. Hvis en virksomhed må lukke. Hvis der er økonomisk krise. Hvis der sker ulykker. Alligevel lader det til, at systemet ofte ligger ansvaret helt over på det enkelte menneske, hvor der er eksempler på, at selv folk med få måneder tilbage at leve i, skal bruge den sidste tid på at tilfredsstille statens umættelige behov for kontrol og magt. I årtier har medierne kunnet formidle absurde sager, men intet har hjulpet på systemet. I bedste fald er der blevet lappet hist og pist. For et reelt forandret system ville kræve et helt nyt syn på arbejde og tilværelsen.

Det er paradoksalt, at vi har fået mere og mere teknologi, der fjerner behovet for mange former for arbejde, men alligevel fastholder folk i hvor mange timer de gør det ene eller andet. Uden tanke for at mere tid ville gøre folk mere raske og livsglade. Det lader ikke til at teknologien overhovedet løser den primære opgave; at gøre tingene lettere for mennesket. Tværtimod flytter man typisk blot folk fra den ene arbejdsfunktion til nogle nye. Som om at “arbejde” er det eneste rigtige, uanset helbred, evner, begavelse og muligheder. Vi skal måle alt på tid; ikke resultat.

Bedre bliver det ikke af, at staten har skabt en underklasse af billig arbejdskraft, det lever udenfor arbejdsmarkedet, men som en del af beskæftigelses systemets slavehær. Uden frihed og rettigheder og til lav løn på offentlige midler. De kan løse de opgaver, man ikke gider “have ordnede vilkår” for. Ingen fagforening vil røre dem med en ildtang. Jobprøvelse. Ja, det man sgu sige.

Folk har svært ved at få livet til at hænge sammen. Der er for lidt tid. Hellere sende vores børn ud til andre, end at have tid mens de er små. Det skal man jo. Hensynet til børnene forsvinder. Mange piskes ud på institutioner, hvor de bruger mere tid i deres børneliv med andre voksne end deres egen familie. Dem, der arbejder der, skal passe andre folks børn, ikke deres egne. Selvom børn er noget af det mest livsbekræftende. Skolerne skal også være fyldte hele dagen. Børn skal fra en tidlig alder tage stilling til deres kommende arbejdsliv. Hvor bizart det ellers lyder. Jo, det hele hænger sammen:

Det er menneskesynet, der er problemet.

Og det er et både dyrt og farligt menneskesyn. Det et forbundet med andre store samfundsproblemer. Danmark ligger placeret i toppen over lande, der bruger psykofarmaka. Vi æder medicin som ingen andre for at klare os. Ikke et ord om at det måske er samfundet, der giver folk mentale problemer. To års ventetid på at se en psykiater; det burde sige alt. Så det er ikke kun jobcentrene, der er problemet. Det handler også om, at der er en manglende erkendelse af, hvordan vi indretter samfundet, så der er plads til forskellige slags mennesker. Ofte ynder politikere at sige, at “vi mangler” folk indenfor det ene eller andet fag. Straks vil de tvinge hele årgange til at tage bestemte uddannelser. Men er det godt for mennesket? Næppe. Fremfor at have tid til at finde ud af, hvem man er, så vil man livet igennem tvinge mennesket ind i rutiner, der ikke tjener andre formål end at fordre maskinen med produktionsarbejdere.

Med udviklingen af kunstig intelligens, er vi i begyndelsen af en revolution, der vil overflødiggøre mange af de jobs, der findes i dag. Det burde være nu, at vi begynder at tænke arbejde på en ny måde. At det skal starte med mennesket. Hvem er du? Hvad vil du gerne? Hvordan kan du bidrage? Hvor meget? Fremfor at bruge jobcentrets logik om at borgerne er potentielle banditter. Beviset for, at det er tankegangen, er jo netop alle de rigide regler, regeringen ønsker at påtale. På samme vis som man har indført store telefonsystemer, hvor offentlige medarbejdere skal klare opgaverne for borgerne, uden nogensinde at møde dem, så skaber man en afgrund og en kløft mellem menneskene. De fleste mennesker vil gerne hjælpe andre. Men uden tid til at lave individuelle skøn, er det umuligt. Det kan kun føre til hårdhed og fejl. Det er jo derfor, at mange offentlige systemer starter med at sige “her taler vi pænt”, før man får et menneske i røret:

Fordi systemet er umenneskeligt.

Man kan godt nedlægge jobcentrene og skifte navnet ud med noget andet. Men ideologien følger med; det er set før. De samme mennesker med et nyt logo. Hvis vi skulle gøre noget andet og nyt, så skulle det handle om at skabe sammenhæng mellem børn, unge, helbred og arbejdsliv. At man tænker helheden ind, ikke mindst at der er en række af livskriser og personlige udfordringer, der ikke skal behandles med trusler, straf og nedværdigelse. Men med hjælp. Sandheden er, at man bruger overlevelse som et våben mod mennesker i nød. Også selvom det måske endda er samfundet selv, der har skabt det oprindelige problem:

Lange ventetider på udredning eller lægehjælp. Diffuse skoleforløb med overbebyrdede lærere. Presset på uddannelserne ved, at man tvinger folk til at tage uddannelser af økonomiske årsager, fremfor evner og lyst. Manglende hjælp i kriser, hvor der blot sendes trusler til borgerne i weekenderne, fremfor at mennesker sætter sig ind i virkeligheden derude. Ja, meget kunne nævnes. Men det er et konstant skub i en dårlig retning for mange borgere, der ender med at skabe social nød, skilsmisser, anbringelser, psykisk sygdom og alverdens former for elendighed. Og her er der næppe et system, der har gjort sig mere uheldigt bemærket end jobcentrene:

De har været arnestedet for store politiske eksperimenter. Logikken har været ond. Og selv de mange ansatte, det måtte have kæmpet for at hjælpe folk rigtigt, har været bundet på arme og ben. Så hvis man skal skabe noget nyt, så bør politikerne overveje, om det ikke skal starte med et nyt menneskesyn, og det skal helt ned til skolealderen og de første 1000 dage af et menneskes liv. Længere er den ikke. Det er endda billigere i længden; at starte investeringen i mennesket allerede der.

Problemer med opkald til 112 – politiet vejleder

0

Flere oplever i øjeblikket problemer med at foretage opkald fra deres mobiltelefoner. Rigspolitiet har fredag advaret om, at nogle brugere kan have svært ved at ringe op, herunder til alarmnummeret 112.

I et opslag på det sociale medie X oplyser Rigspolitiet, at der er en løsning, hvis man oplever problemer med at komme igennem til alarmcentralen.

– Hvis du har akut behov for at kontakte 112 og ikke kan ringe op, kan du sandsynligvis løse problemet ved at sætte din telefon i flytilstand og derefter ringe 112 igen, lyder opfordringen fra Rigspolitiet.

Samtidig understreger politiet, at 112 kun må bruges i akutte situationer, hvor der er brug for hjælp fra politi, brandvæsen eller ambulance.

Der er endnu ingen oplysninger om årsagen til problemet eller hvor udbredt det er. Teleoperatører eller myndigheder har endnu ikke meldt ud, hvad der ligger bag de tekniske vanskeligheder.

Rigspolitiet anbefaler, at borgere, der oplever problemer, forsøger løsningen med flytilstand og holder sig opdateret via myndighedernes officielle kanaler.

Simon Dahl bliver permanent træner i Aalborg

0

Aalborg Håndbold har sat et punktum i trænerspørgsmålet. Simon Dahl, der overtog cheftrænerrollen i november efter Maik Machullas exit, får nu en fast kontrakt frem til 30. juni 2027. Samtidig henter klubben Henrik Kronborg ind som ny assistenttræner fra næste sæson.

Den 33-årige Simon Dahl kom til Aalborg Håndbold i sommeren 2023 fra Nordsjælland Håndbold og startede som assistenttræner under Stefan Madsen. Men efter Machullas afgang blev Dahl kastet ind i rollen som cheftræner – og han greb chancen.

12 sejre i 12 kampe

Dahl har ikke bare overlevet sin prøveperiode – han har bestået med topkarakter. Med 12 sejre på stribe frem mod vinterpausen var der ikke meget at rafle om for Aalborg-ledelsen.

“Da Simon overtog roret, var vi inde i en lidt urolig periode, men med 12 sejre ud af 12 mulige frem mod vinterpausen fik han for alvor stabiliseret tingene og vist, hvad han kan som cheftræner,” siger direktør Jan Larsen.

Han understreger, at beslutningen om at gøre aftalen permanent ikke krævede lange overvejelser.

“Derfor skulle der ikke mange overvejelser til fra vores side, inden vi kunne tilbyde ham jobbet på permanent basis, hvilket vi ser utrolig meget frem til. Som træner er han dygtig både på det håndboldfaglige og i mandskabsbehandlingen, og samtidig passer han rigtig godt ind i den kultur, vi gennem en årrække har fået opbygget i Aalborg Håndbold. Derfor er jeg ikke i tvivl om, at vi med Simon ved roret har fundet den rette mand til jobbet,” siger Larsen.

Drømmen blev til virkelighed

For Simon Dahl er cheftrænerjobbet i Aalborg en drøm, der nu er blevet til virkelighed.

“Først og fremmest er jeg stolt, men også ydmyg over at få muligheden som cheftræner for Aalborg Håndbold på fast basis. Selvom jeg har haft kasketten på i de seneste måneder, så har det ikke været en selvfølge for mig, at det skulle ende sådan her,” siger han.

Han lægger ikke skjul på, at ambitionerne er store.

“Jeg har altid haft drømmen om at blive cheftræner i en større klub, men at det nu er lykkedes i Danmarks største og mest professionelle klub, er noget, jeg er utrolig glad for. Min familie og jeg befinder os rigtig godt i byen, og jeg synes, vi har en fantastisk trup, hvor jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet, vi har igangsat, så vi forhåbentlig kan få sat endnu flere pokaler i skabet, når sæsonen er omme,” siger Dahl.

Milliarder til iværksættere: Regeringen styrker adgangen til kapital

0

Regeringen sætter nu handling bag ambitionerne om at styrke danske iværksætteres adgang til kapital. Med tre nye initiativer under Iværksætteraftalen fra 2024 bliver Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) styrket markant. Formålet er at sikre, at innovative virksomheder får den nødvendige finansiering til at vokse – og til at blive i Danmark.

Et af de centrale initiativer er en permanentgørelse af EIFO’s vækstlåneordning, der nu får en samlet kapacitet på 7,5 mia. kr. Heraf reserveres 1 mia. kr. til virksomheder i landdistrikterne, hvor adgangen til kapital ofte er en særlig udfordring.

Samtidig bliver EIFO’s matchfinansieringsordning permanent, og ordningen er blevet styrket efter et eftersyn. Matchfinansiering er en model, hvor fonden investerer på lige fod med private investorer, hvilket kan give iværksættere lettere adgang til kapital uden at skulle afgive for meget ejerskab af deres virksomheder.

Derudover styrkes adgangen til grøn venturekapital. EIFO får et kapitalindskud på 1 mia. kr. i 2025, som vokser til 2 mia. kr. fra 2026 og frem. Målet er at understøtte iværksættere med vækstpotentiale, der arbejder med grønne løsninger, og dermed sikre, at Danmark forbliver konkurrencedygtig på den grønne omstilling.

Regeringen frygter tab af vækstvirksomheder

Erhvervsminister Morten Bødskov understreger, at adgangen til kapital er afgørende for iværksætteres muligheder for at vokse – og for at blive i Danmark.

– Vores iværksættere skal have bedre muligheder for at skaffe kapital. Derfor styrker vi adgangen til finansiering for iværksættere og innovative virksomheder, så de kan vokse, udfolde deres potentiale og skabe gode arbejdspladser i Danmark. Uden adgang til tilstrækkelig kapital risikerer vi, at flere virksomheder ender med at rykke ud af Danmark for at fortsætte deres vækstrejse. Eller at små virksomheder med stort potentiale går i stå med deres planer om udvidelser. Det har vi simpelthen ikke råd til, siger han.

– Bødskov slår fast, at de tre initiativer er en investering i vækst og velstand. “De her initiativer er med til at sikre vækst og velstand. Det er godt for Danmark, siger han.

Økonomisk løft – men er det nok?

Med en samlet pulje på 7,5 mia. kr. til vækstlån og 2 mia. kr. i grøn venturekapital er det et massivt økonomisk løft, regeringen nu gennemfører. Men spørgsmålet er, om det er nok til at løse de udfordringer, danske iværksættere står overfor.

Mange små virksomheder har tidligere peget på, at det ikke kun er adgang til kapital, men også rammevilkår og skatteregler, der påvirker deres vækstmuligheder. Ifølge flere analyser fra erhvervsorganisationer ligger Danmark i den tunge ende, når det gælder investeringsvilkår for nye virksomheder sammenlignet med andre europæiske lande.

Derfor vil det også blive et spørgsmål om, hvorvidt de nye initiativer reelt kan gøre en forskel i at fastholde og udvikle iværksættervirksomheder i Danmark – eller om kapitalen alligevel søger mod lande med bedre skattemæssige incitamenter og færre bureaukratiske byrder.

For nu ruller milliarderne, men effekten vil først for alvor kunne måles, når iværksætterne begynder at trække på ordningerne og omsætte dem til vækst.

Trafikanter advares om glatte veje

0

Et højtryk, der onsdag aften ligger over De Britiske Øer og Frankrig, bevæger sig mod nordøst og får betydning for vejret i Danmark de kommende dage. Torsdagen ser ud til at byde på tørt og solrigt vejr i store dele af landet, mens fredagen bliver markant mere vinterlig med skyer, blæst og nedbør.

Som højtrykket trækker mod nordøst, drejer vinden i nordøstlig og østlig retning. Det betyder en torsdag med tørvejr og en del sol til de fleste egne, dog med mere skyet vejr i den sydøstlige del af landet. På Bornholm ventes der kun korte perioder med sol. Vinden kan stedvis nå op på frisk styrke, og temperaturen vil ligge mellem 3 og 7 grader.

Det fine torsdagsvejr bliver dog kortvarigt. I løbet af natten til fredag sender højtrykket, der på det tidspunkt har bevæget sig over det vestligste Rusland, skyer ind over den sydlige og østlige del af Danmark. Ud på natten vil regn- og sludbyger nå Bornholm, og i løbet af fredagen vil skyer og nedbør brede sig til hele landet. Samtidig frisker vinden op fra øst, og med dagtemperaturer på mellem 1 og 4 grader vil vejret føles koldt.

Fredag aften og natten til lørdag fortsætter det vinterlige vejr. Skyer og byger bliver liggende over Danmark, og nedbøren vil efterhånden falde som slud eller sne. Temperaturen vil falde til mellem 1 grads frost og 2 graders varme, og vinden kan nå op på frisk til hård styrke fra østlige retninger. Det betyder, at man bør forberede sig på kolde forhold, hvis man skal udendørs.

I takt med at temperaturen falder, vil der også opstå risiko for glatte veje, særligt i Kolding, Vejle og store dele af Fyn.

Kilde: DMI og Trafikken.dk

Vinterferien påvirker ikke trafikken – men risiko for tæt trafik fredag

0

Vejdirektoratet forventer, at trafikken i vinterferien i uge 7 og 8 vil forløbe uden væsentlige problemer. Dog kan fredag den 7. februar blive en undtagelse, da udrejsetrafikken falder sammen med myldretiden i de større byer.

– Fredag den 7. februar kan blandingen af udrejsetrafik og myldretid give ekstra mange biler på vejene, oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Fra klokken 14.00 til 18.00 kan der opstå tæt trafik ud af de større byer, og bilister rådes til at køre uden for dette tidsrum for at undgå kødannelser.

Ferietrafik spredt over flere dage

Vinterferien betyder, at mange danskere rejser mod sneklædte destinationer i nord og syd, mens andre søger varmen under sydens sol eller tager på ferie i Danmark. Ifølge Vejdirektoratet betyder de forskellige rejsemål og ferieformer, at trafikken fordeler sig over flere dage og i flere retninger, hvilket er med til at mindske risikoen for store trafikale udfordringer.

Fredag den 7. februar kan blandingen af udrejsetrafik og myldretid give ekstra mange biler på vejene. Grafik: Vejdirektoratet

Hold øje med trafikken og vejret

Selvom Vejdirektoratet ikke forventer større problemer, kan uheld eller dårligt vejr skabe forsinkelser. Derfor anbefaler de bilister at tjekke trafikinfo.dk inden afrejse for at få opdateret information om eventuelle hændelser, der kan påvirke rejsen.

Gode råd til bilister

For at gøre rejsen så gnidningsfri som muligt, giver Vejdirektoratet følgende anbefalinger:

• Kør uden for de mest trafikerede tidsrum, hvis muligt.

• Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på trafikinfo.dk.

• Vær opmærksom på vejrudsigten og kør efter forholdene.

• Pas på farten, og hold god afstand til de forankørende.

• Medbring tæpper, vand og en skovl i tilfælde af dårlige vejrforhold.

• Lyt til P4 Trafik undervejs for live-opdateringer.

Planlæg din tur og undgå kø

Bilister, der skal afsted på vinterferie, anbefales at planlægge deres afgangstidspunkt nøje for at undgå de værste trafikpropper – særligt fredag den 7. februar. Resten af vinterferien forventes at forløbe uden større forstyrrelser på de danske veje.

USA afviser tre millioner pakker om dagen – EU tøver stadig

0

USA har taget et markant skridt i kampen mod ureguleret e-handel fra Kina og Hongkong. Op mod tre millioner pakker dagligt bliver nu afvist, efter at en stor del af de tidligere toldfrie forsendelser er blevet pålagt afgifter. Tiltaget sker på baggrund af et dekret underskrevet af tidligere præsident Donald Trump. I Fredericia håber, Daniel Diness Andersen fra Temashop, at politikerne snart skrider til handling.

I EU halter man bagefter, og virksomheder oplever fortsat massiv konkurrence fra billige kinesiske webshops, der omgår moms og told. CEO i Temashop, Daniel Diness Andersen, er frustreret over, at Danmark og EU endnu ikke har taget affære:

– Det er nok det mest effektive, jeg har set til dato i USA. De har fjernet smuthullet, hvor pakker kunne gå gratis ind, og indtil EU er klar til at gøre det samme, så må man jo afvise dem. Det er en reel handling i stedet for snak.

Billig import presser danske virksomheder

Ifølge Daniel Diness Andersen har problemet ramt danske virksomheder hårdt, og han ser tydelige konsekvenser i sin egen branche:

– Vi har måttet skære 20 procent af vores medarbejdere. Det sker over hele linjen, fordi vi står i en unfair konkurrencesituation. Vi betaler moms, afgifter og sikrer, at vores produkter overholder lovgivningen. Imens kan Temu og Shein sende varer direkte til forbrugerne uden de samme krav.

Han mener, at løsningen er klar:

– Man kan ikke bare sidde og vente til 2027 eller 2028, hvor den nye toldreform skulle træde i kraft. Det er alt for sent. Hvis vi vil bevare arbejdspladser og sikre statens indtægter, så skal vi gøre noget nu – præcis som USA har gjort.

Et stort problem med den uregulerede import er, at toldmyndighederne reelt ikke kan kontrollere de mange millioner pakker, der ankommer til Europa. Daniel Diness Andersen henviser til en tysk dokumentar, der afslørede, hvordan varer systematisk opdeles i flere pakker for at snyde bagatelgrænsen på 150 euro:

– Toldmyndighederne åbner kun en brøkdel af pakkerne, men når de gør, finder de gang på gang kopivarer, ulovlige produkter og fiktivt lave værdier. Det er jo helt åbenlyst, at de her virksomheder forsøger at snyde sig udenom reglerne. Men alligevel får de lov at fortsætte.

EU tøver – branchen kræver handling

For Daniel Diness Andersen og mange andre i branchen er problemet ikke kun tabte arbejdspladser og skæv konkurrence – det handler også om, at staten mister enorme beløb i moms og afgifter, som kunne have været brugt på velfærd og forsvar:

– Når vi snakker om, at vi mangler penge til forsvar og velfærd, så er det jo helt åndssvagt, at vi samtidig lader milliarder af kroner forsvinde ud af kassen. I stedet for at lægge mere skat på danskerne kunne man jo bare sørge for, at de her virksomheder betaler det, de skal.

Han efterlyser en langt mere offensiv strategi fra EU’s side:

– Man kunne gøre som med elbilerne og lægge en midlertidig told på. Hvis vi gjorde det på pakkerne fra Østen, så ville vi sikre, at alt blev fortoldet korrekt. Det ville lukke hullet i systemet og samtidig sikre, at vi ikke taber endnu flere arbejdspladser.

Fortsætter EU med at vente?

USA har allerede handlet, og for danske virksomheder er spørgsmålet nu, hvor længe EU vil tøve.

– Vi har ventet i årevis, og nu mister vi virksomheder og arbejdspladser på grund af den her unfair konkurrence. Jeg håber virkelig, at politikerne forstår alvoren, inden det er for sent, slutter Daniel Diness Andersen.

Håndboldfeber: Over to millioner så VM-finalen

0

Mere end 90 procent af alle tændte fjernsyn var søndag aften stillet ind på håndbold, da Danmark vandt VM-guld med finalesejr over Kroatien.

Der blev skrevet håndboldhistorie, da Danmark som første nation nogensinde på tværs af kønnene kunne juble over at have vundet VM-guld fire gange i træk.

Den bedrift skabte også håndboldfeber blandt danskerne, og imponerende 2.115.540 seere fulgte i gennemsnit finalen mod Kroatien, der blev sendt både på DR og TV 2. Det viser tal fra Above Sports.

Det tal er endnu højere end for VM-finalen i 2023, som begge kanaler også samsendte. Dengang fulgte 2.107.000 med.

Hele 91,7 procent af alle tændte fjernsyn i tidsrummet for kampen var stillet ind på håndbold. Den såkaldte share.

– Det er bare helt vilde tal, som viser præcis, hvad store sportsoplevelser kan. De samler os på tværs af alder, baggrund og politisk observans. Giver os noget, vi sammen kan være stolte om og følge begejstret med i.

– Det fællesskab tror jeg er enormt vigtigt i en tid, hvor vi ellers lever vores liv mere og mere individuelt. Og den imponerende modtagelse på Rådhuspladsen vidner jo også om den enorme opbakning, som håndbolden oplever. Det gør os så glade og stolte, siger Heino Knudsen, adm. direktør i DanskHåndbold.

Semifinalen mod Portugal i fredags samlede 1,7 millioner seere på DR. Til sammenligning havde det mest sete program på dansk tv i 2023 1.495.000 seere. Det var i øvrigt også med Håndboldherrerne på programmet.

 I sidste uge var 15 af de 17 mest sete programmer på dansk tv håndbold. Enten kampe eller op- og nedtakter. Kun X Factor og Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed klemte sig ind på listen som henholdsvis nummer 9 og 12, viser en opgørelse fra analyseinstituttet Nielsen.

I alt havde Danmarks ni kampe under VM et gennemsnit på 1.366.000 seere.

Seertal for VM i herrehåndbold 2025

Kilde: Above Sports

Danmark vs. Algeriet (DR)

Seertal: 1.143.000

Danmark vs. Tunesien (TV 2)

Seertal: 1.022.000

Danmark vs. Italien (DR)

Seertal: 1.270.000

Danmark vs. Tyskland (TV 2)

Seertal: 1.213.000

Danmark vs. Schweiz (DR)

Seertal: 1.349.560

Danmark vs. Tjekkiet (TV 2)

Seertal: 1.137.650

Danmark vs. Brasilien (TV 2)

Seertal: 1.344.770

Danmark vs. Portugal (DR)

Seertal: 1.699.070

Share: 85,55 %

Danmark vs. Kroatien (DR + TV 2)

Seertal: 2.115.540

DR: 935.800

TV 2: 1.179.740

Share: 91,7 %