6.8 C
Copenhagen
torsdag 26. december 2024

Vintertid og vejrskifte

0

Vi er stået tidligere op i dag, da vi i nat skiftede til vintertid – sidste søndag i oktober markerer overgangen, og vejret byder os velkommen med grå skyer og regn.

En front med skyer og regn har i løbet af morgenen lagt sig over Jylland og bevæger sig nu østpå. Den forventes at nå Bornholm senere på eftermiddagen, hvorefter vi kan se frem til opklaring med solskin og tørt vejr i kølvandet.

Sandsynligheden for sol er størst i Jylland i de tidlige eftermiddagstimer, men når fronten passerer, vil solen også kunne kigge frem andre steder, især mod aften, hvor der ventes lysning over det meste af landet.

De kommende dage, mandag og tirsdag, ser dog ud til at forblive grå med ret skyet vejr og mulighed for periodisk regn, da flere små lavtryk er på vej mod Danmark.

Onsdag bliver markant køligere. Et lavtryk over Nordskandinavien sender en koldfront ned fra nordvest, hvilket medfører opklaring fra nord og mere friske temperaturer, når kold luft begynder at strømme ind over landet.

Torsdagen byder muligvis på et mere blæsende scenarie. Prognoserne viser, at en ny front med skyer og spredte regnbyger vil bevæge sig ind fra vest, tilknyttet et lavtryk, som drager fra Vestnorge til Finland. Hvis prognosen holder, kan vi forvente kraftig vind fra sydvest til nordvest, som kan tiltale til hård kuling og muligvis nå stormende kuling langs kysterne med vindstød af stormstyrke.

Fredag ser vinden ud til at aftage noget, men stadig være i nordvest, og den kolde luft vil dominere, hvilket kan give spredte byger med et strejf af vinter i enkelte områder.

Kilde: DMI

Vil udfordre de etablerede giganter

0

Grøn Elforsyning er en relativ ny spiller på det danske energimarked, men med ambitionen om at udfordre de etablerede giganter.

Bag virksomheden står fire brødre – Helal Jan, Milad Safi, Abu Zarfi og Belal Jan – der har sat sig for at drive en forretning på deres egne præmisser. Deres rejse begyndte med en samtale om, hvorfor de ikke skulle sælge el på egne vilkår i stedet for andres.

– Vi har alle en baggrund inden for salg og ved, hvordan man sælger et produkt. Hvorfor skulle vi ikke sælge for os selv? lød tanken, som brødrene greb fat i. Idéen udviklede sig hurtigt til et større projekt, og de besluttede at springe ud i energibranchen – selvom det betød, at de skulle kæmpe mod markedets mest etablerede aktører.

Energibranchen er notorisk kendt for prissvingninger og kritiseres ofte for manglende gennemsigtighed. Ifølge brødrene er det et ry, de gerne vil udfordre, men de mærker også, hvordan de store konkurrenter forsøger at tegne et negativt billede af dem.

– Energibranchen har desværre et dårligt ry. Store prisudsving og beskyldninger om overpriser rammer ofte energiselskaberne, selvom det også handler om statens afgifter og netselskabernes omkostninger. Men regningen kommer fra os, og det er os, kunderne kigger på, forklarer de og fortsætter:

– Derudover er der ingen tvivl om, at man kan ikke lide, at sådan nogle ihærdige iværksættere som os klør på, får kunder og sælger produkterne til en god pris. Det irriterer markedets største aktører, der så går i medierne med en masse falske historie. Det er er ærgerligt, men vi har valgt at fokusere på vores egen forretning, og hele stræbe efter at tilbyde de bedste produkter og den bedste kundeservice.

Med det for øje har brødrene udformet et anderledes produkt, hvor kunden betaler den præcise pris, Grøn Elforsyning betaler på børsen – uden abonnement, tillæg eller gebyrer.

– Vi tjener ikke noget på dette produkt. Det er vores protest mod et marked, hvor man sjældent får fuldt indblik i, hvad man betaler for, understreger brødrene. For dem handler det om at sætte en ny standard, hvor kunden får en simpel og gennemskuelig løsning.

Fra Erritsø til Fredericias gågade

Grøn Elforsyning startede på Landlystvej i Erritsø, men efter blot et år rykkede de videre til store kontorlokaler ved Afkørsel 59 i Fredericia, og om lidt rykker de ind i den gamle Danske Bank-bygning i gågaden. Placeringen tættere på byen var et bevidst valg.

– Vi ville gerne være mere synlige og have en lokal tilstedeværelse i Fredericia, ligesom vi har i Odense og Aarhus, forklarer brødrene.

Bygningens historie var også en afgørende faktor.

– Det er en historisk bygning, og vi ser det som en del af vores værdier at videreføre historien her, fortæller brødrene. Flytningen handler dog ikke kun om bygningens charme.

– Med en central placering bliver det også nemmere for vores unge medarbejdere at komme til og fra arbejde, tilføjer de.

At starte et energiselskab kræver en lang række godkendelser, og processen har været mere omfattende, end brødrene havde forudset.

– Man skal godkendes af Energinet, men der er mange trin, der skal klares først. Havde vi vidst, hvor omfattende det ville være, havde vi måske tænkt os om en ekstra gang, indrømmer de. Alligevel ser de tilbage på processen som en lærerig oplevelse, der styrker deres mål om at skabe en forskel på energimarkedet.

I dag er målet klart for de fire brødre bag Grøn Elforsyning: De drømmer om at blive danskernes foretrukne energiselskab og ikke blot levere el, men også naturgas og andre energiløsninger. Med cirka 60 medarbejdere fordelt på kontorer i Fredericia, Odense og Aarhus har selskabet oplevet hurtig vækst.

– Vi har 25 ansatte alene i Odense, og samlet set er vi omkring 60,” fortæller de stolt. Samarbejdet som brødre giver både unikke fordele og udfordringer. Når man arbejder med sin familie, er der en grundlæggende tillid – man ved, at alle arbejder mod samme mål. Men vores tætte bånd betyder også, at vi kender hinandens styrker og svagheder, hvilket både kan skabe gnidninger og styrke effektiviteten, siger de.

Alligevel er de fire brødre enige om deres fælles vision: – Vi drømmer om at være Danmarks foretrukne energiselskab. Det er vores vision, og vi arbejder hver dag for at gøre den til virkelighed, afslutter de.

Grå lørdag med håb om sol

0

Danmark ligger i dag under et højtryk, der normalt ville bringe tørt vejr og solskin, men nu, hvor vi nærmer os november, ser vi en anderledes virkning. Dagen starter med tungt gråvejr og tæt tåge flere steder, hvor sigtbarheden nogle steder er helt nede på 100 meter, oplyser DMI.

Men der er en mulighed for, at skydækket kan brydes op i løbet af dagen. Solens kraft her i slutningen af oktober kan skabe en døgnrytme i vejret, hvilket betyder, at vi måske kan få glimt af blå himmel og sol i nogle områder. Det er dog en hårfin balance, og det er vanskeligt at sige præcist, hvor i landet solen vil titte frem.

Temperaturen forventes at ligge mellem 10 og 15 grader, men skulle solen bryde igennem, kan man lokalt nå op på 16-17 grader.

Danmark stopper alle adoptioner fra Sydafrika

0

I Danmark har man nu truffet en beslutning om at indstille al adoption fra Sydafrika.

Beslutningen blev formelt annonceret af social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen, der har fulgt Ankestyrelsens indstilling. Baggrunden for den er en faglig vurdering fra Ankestyrelsen, der konkluderer, at adoptioner fra Sydafrika ikke længere kan garanteres at foregå på et lovligt, etisk og fagligt forsvarligt grundlag.

I en pressemeddelelse understregede ministeren, at beslutningen er truffet med barnets tarv for øje: 

– Det udslagsgivende i denne sag er og bliver dog, at internationale adoptioner kun skal gennemføres, når der er sikkerhed for, at det er for barnets bedste. Det kan vi ikke længere være sikre på, når det gælder Sydafrika, siger Sophie Hæstorp Andersen​

Ankestyrelsens kritiske fund

Ankestyrelsens beslutning blev truffet på baggrund af en længere undersøgelse af adoptionerne fra Sydafrika, hvor flere alvorlige udfordringer er blevet identificeret. Særligt har de private børnebeskyttelsesinstitutioners dominerende rolle i adoptionsprocessen vakt bekymring. I Sydafrika er det disse private institutioner, som er ansvarlige for at indsamle information om barnet og for at vurdere, om det kan frigives til adoption. Der er ifølge Ankestyrelsen ikke tilstrækkelige kontrolmekanismer til at sikre, at processerne overholder internationale standarder, herunder Haagerkonventionen​.

Rapporter fra flere år viser en række systembaserede problemer, hvor de private børnebeskyttelsesinstitutioner modtager betydelige beløb fra samarbejdspartnere i modtagerlandene, og det skaber en risiko for, at økonomiske interesser kan påvirke adoptionsprocessen, hvilket, ifølge rapporterne, underminerer sikkerheden og etikken i disse adoptioner. Blandt andet blev det i 2023 opdaget, at den danske adoptionsformidlende organisation DIA, i strid med danske regler, har betalt løn til en person ansat i Impilo, en sydafrikansk børnebeskyttelsesinstitution. 

Domstolspraksis og dokumentation under kritik

Et andet hovedsagligt problem er den varierende domstolspraksis i Sydafrika. I flere sager er der konstateret forskelle i dokumentationen og i de oplysninger, der lægges til grund for adoptionerne. I enkelte sager er der udstedt flere forskellige versioner af retsdokumenter på samme dag, hvilket skaber tvivl om validiteten af afgørelserne.

Ydermere har en rapport fra den internationale organisation Child Identity Protection (CHIP) fra 2023 peget på, at børn af illegale immigranter i Sydafrika risikerer at få deres identitet ændret uden deres eller deres forældres samtykke. Dette skyldes blandt andet, at illegale immigranter ikke har mulighed for at få deres børn registreret ved fødslen på grund af krav om gyldige identifikationspapirer.

Konsekvenser for adoptionsansøgere

Selvom beslutningen stopper alle nye adoptioner fra Sydafrika, vil den ikke påvirke de sager, hvor der allerede er sket en matchning mellem et barn og en dansk familie. Disse sager vil fortsætte uforandret, da hensynet til barnets tarv i de særlige tilfælde vægter højest. For de ansøgere, som står på venteliste til at adoptere fra Sydafrika, betyder beslutningen imidlertid, at deres adoptionsproces nu er sat på ubestemt hold. 

– Jeg har stor sympati for de familier, som håbede på at kunne adoptere et barn fra Sydafrika, og som nu ulykkeligvis befinder sig et skridt længere væk fra deres drøm om at stifte eller udvide familien, udtaler Sophie Hæstorp Andersen. 

Men hun understreger samtidig, at barnets tarv altid må komme i første række, og at Danmark som modtagerland har en forpligtelse til at sikre, at internationale adoptioner lever op til strenge etiske og juridiske standarder. 

Fremtidige udsigter for international adoption

Ministerens beslutning om at stoppe adoptionsformidlingen fra Sydafrika falder sammen med en bredere krise inden for international adoption til Danmark, som har stået på siden begyndelsen af året. Ankestyrelsen har løbende ført tilsyn med adoptioner fra flere lande, og det har flere gange ført til midlertidige suspensioner af adoptionsaftaler. Ministeren har udtalt, at hun nu vil arbejde på at finde en mere robust og bæredygtig løsning for internationale adoptioner, som skal kunne skabe stabilitet på området.

Danmark vil fremover stramme op på kravene til internationale adoptioner, som skal sikre, at barnets rettigheder og sikkerhed altid er i højsædet. Det vil blandt andet indebære en tættere overvågning af samarbejdet med udenlandske adoptionstjenester og større gennemsigtighed i adoptionsprocesserne.

Parkeringsselskab anklages for gebyropkrævninger uden bevis

0

Parkeringsselskabet APCOA Danmark A/S, også kendt som Europark, er blevet mødt med kritik efter beskyldninger om at have opkrævet rykkergebyrer uden at kunne dokumentere, at brevene faktisk nåede frem til forbrugerne.

Det har resulteret i flere klagesager, hvor forbrugerne har hævdet, at de aldrig modtog de rykkerskrivelser, der danner grundlag for opkrævningerne. Forbrugerombudsmanden har nu indtrådt i to retssager for at støtte forbrugerne, og domstolene skal vurdere sagerne, som har principiel betydning for forbrugernes rettigheder.

I første halvdel af 2022 modtog Forbrugerombudsmanden 139 klager fra forbrugere, der havde modtaget inkassobreve med krav om betaling af kontrolafgifter samt flere rykker- og inkassogebyrer fra Europark. Forbrugerne forklarede, at de hverken havde modtaget den oprindelige opkrævning eller de efterfølgende rykkerbreve, som parkeringsselskabet hævdede at have sendt.

Mangler dokumentation

Europark har overfor Forbrugerombudsmanden forsøgt at redegøre for sine postrutiner og fremlagt kopier af rykkerbrevene fra deres it-system. Men selskabet har ikke været i stand til at fremvise GPS-data for brevenes levering, hvilket ifølge Forbrugerombudsmanden er nødvendigt for at kunne fastholde kravene.

– Når så mange forbrugere siger, at de ikke har modtaget brevene, må det formodes, at der har været problemer i postomdelingen, udtaler Forbrugerombudsmand Torben Jensen i en pressemeddelelse.

Domstolene har i flere tilfælde givet forbrugerne medhold. I en dom fra april 2024 fra Retten i Horsens blev Europark pålagt at frafalde krav om rykkergebyrer, da retten fandt, at bevisbyrden ikke var løftet for, at brevene var nået frem til kunden. Europark har valgt at anke dommen.

Principsager om forbrugernes rettigheder

Forbrugerombudsmanden har fået tilladelse til at biintervenere i de sager, der nu skal behandles af landsretterne. Disse sager kan få stor betydning for forbrugerrettighederne, især i relation til de krav, der stilles til virksomheder om dokumentation, når der opkræves rykker- og inkassogebyrer.

– Det er Europarks ansvar at bevise, at brevene er kommet frem. Uden den dokumentation er der ikke grundlag for at opkræve gebyrer, fastslår Torben Jensen.

Årets Refleksdag gør Danmark mere synlig i mørket

0

Torsdag blev Årets Refleksdag afholdt i Danmark, en dag til at skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af synlighed i trafikken, især i de mørke måneder.

Ifølge en pressemeddelelse fra Børneulykkesfonden, som står bag Årets Refleksdag i samarbejde med Codan Forsikring, har reflekser en helt afgørende rolle i at gøre bløde trafikanter synlige. Bilister ser ofte reflekser bedre end cykellygter, når deres forlygter rammer en cykel eller fodgænger i mørket.

– Bløde trafikanter med reflekser har 85 procent lavere risiko for at blive overset i trafikken, lyder det i meddelelsen.

Lovpligtige reflekser og god praksis

Når det kommer til cykler, er der en række reflekser, der ifølge loven skal være på plads. En rød refleks bagpå, en hvid foran samt gule reflekser i hjulene og på pedalerne er et minimumskrav. Men det er en god idé at supplere med ekstra reflekser på tøj og tasker. Jo flere reflekser, jo mere synlig bliver man.

For cykler med mere end to hjul, såsom ladcykler og cykelanhængere, er kravene endnu skrappere. Her skal der være to røde reflekser bagpå, to hvide foran og mindst to gule reflekser på hver side, så trafikanterne tydeligt kan se køretøjet fra alle vinkler.

Mørketiden kræver ekstra forsigtighed

Mange trafikulykker sker netop i de mørke timer, og tal fra Odense Universitetshospitals Ulykkes Analyse Gruppe (UAG) viser en bekymrende stigning i mørkeulykker blandt børn og unge. I 2022 blev der registreret hele 1.196 ulykker i mørke, hvilket er en stigning på 74 procent i forhold til året før.

Børneulykkesfonden opfordrer derfor til, at man ikke kun tænker på sig selv, men også på børnene. En undersøgelse fra september 2024 viser, at 78 procent af forældre husker at give deres børn reflekser på i efterårs- og vintermånederne, men kun 27 procent af de voksne selv husker at bære reflekser, når de cykler eller går udendørs.

– Det er en lille indsats, der kan have stor effekt, forklarer Børneulykkesfonden.

– Reflekser sikrer, at bilister kan se dig på op til 140 meters afstand med nærlys. Uden reflekser har de kun 25-30 meter at reagere på.

Gode råd til korrekt brug af reflekser

For at få mest ud af dine reflekser, er det vigtigt at bruge dem korrekt, derfor opfordrer Codan og Børneulykkesfonden til at man sørger for, at de hænger i en snor, så de bevæger sig, når man går eller cykler. Reflekser skal placeres lavt på kroppen, så billygterne rammer dem, og det er en god idé at have reflekser både foran og bagpå. Husk også at skifte reflekserne jævnligt, da effekten kan aftage over tid, især hvis de er blevet slidt i vask.

Med Årets Refleksdag håber arrangørerne at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at være synlig i trafikken, især i den mørke tid. Der blev i alt delt 50.000 reflekser ud torsdag.

Fædre tager længere orlov og mindsker lønforskellen

0

To år efter indførelsen af øremærket orlov begynder effekterne af reformen at blive synlige.

Ifølge den seneste rapport Status på Arbejdsmarkedet fra oktober 2024 tager den anden forælder, typisk fædre, nu længere orlov end før, og det har medført en reduktion i lønforskellen mellem forældre på cirka 23.000 kroner i barnets første leveår.

Samtidig viser rapporten, at mødre vender hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet, hvilket ikke kun påvirker deres løn positivt på kort sigt, men også giver en højere pensionsformue. Beregninger peger på, at mødres pensionsformue kan være op til 45.000 kroner større ved pensionsalderen, som følge af den tidligere tilbagevenden til jobbet.

Positiv udvikling for både familier og ligestilling

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen roser den øremærkede orlov og de positive konsekvenser, der nu kan aflæses i statistikkerne.

– Den øremærkede orlov har startet en kædereaktion af positive udviklinger. Når den anden forælder afholder markant mere orlov end tidligere, er det både godt for børn, forældre og sammenholdet i vores familier. Og så er det godt for ligestillingen, at fædrene nu i gennemsnit tager tre ugers længere orlov, udtaler ministeren i en pressemeddelelse.

Hun fremhæver desuden, at fædrenes øgede orlov ikke kun er til gavn for familien, men også for mødrenes karriere og pensionsopsparing.

– Når fædrene tager en større andel af den samlede orlov, er det blandt andet med til at reducere forskellen i løn mellem forældrene og samtidig øge mødrenes pensionsformue. Det er præcis noget af det, vi håbede, den øremærkede orlov ville rykke på, siger hun.

Publikationen fra Status på Arbejdsmarkedet afslører også, at den øgede orlov for den anden forælder ikke kun ses i bestemte brancher, men er bredt forankret på tværs af arbejdsmarkedet, kommuner og sektorer. Dette tyder på, at reformen har haft en effekt, uanset erhverv eller arbejdsplads.

Fyn og Sjælland fører an i trafiksikkerhed

0

Danskerne har længe haft forskellige kørekulturer alt efter, om man bor i Jylland eller på øerne. Men nu ser det ud til, at jyderne er tæt på at nå samme niveau som sjællændere og fynboer, når det gælder overholdelse af hastighedsgrænserne på landevejene. En ny kampagne fra Rådet for Sikker Trafik skal yderligere hjælpe med at få farten ned – særligt i Jylland.

Ifølge tal fra Vejdirektoratet er den gennemsnitlige hastighed på de danske landeveje faldet støt over de seneste ti år. Fyn og Sjælland har været foregangsområder, hvor hastigheden i gennemsnit har ligget under de tilladte 80 km/t siden 2017. Men nu er det jyderne, der nærmer sig målet. Målinger fra de første ni måneder af 2024 viser, at bilister i Jylland i gennemsnit kører 79,8 km/t – et fald på over 3 km/t i løbet af de sidste fem år.

– Det er afgørende for trafiksikkerheden, at flere overholder hastighedsgrænserne. For høj fart på landevejene koster cirka 30 menneskeliv hvert år, og selv små overskridelser kan have fatale konsekvenser. Vi skal fortsætte med at få flere til at lette foden fra speederen, især i Jylland, hvor der stadig er plads til forbedringer, siger Jakob Bøving Arendt, administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, ifølge en pressemeddelelse.

Fald i dødsulykker på landevejene

Den faldende fart er allerede begyndt at gøre en forskel. Ifølge ulykkesstatistikker fra Vejdirektoratet er antallet af dræbte i fartrelaterede ulykker på landeveje faldet med over 40 procent fra 2017 til 2022. Særligt de veje med en hastighedsbegrænsning på 80 km/t har oplevet færre ulykker.

– Vi kan se en positiv udvikling i ulykkesstatistikkerne, og det skyldes blandt andet, at bilisterne bliver bedre til at overholde fartgrænserne. De seneste målinger viser, at jyderne er tæt på at komme ned på det tilladte niveau, og det er en vigtig milepæl for trafiksikkerheden, udtaler Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet.

Kampagne skal hjælpe de sidste med

Selvom der er gode nyheder fra både Fyn og Sjælland, hvor gennemsnitshastigheden nu ligger på 77,3 km/t, er der stadig bilister, der kører for stærkt. Kampagnen fra Rådet for Sikker Trafik skal derfor sikre, at flere, især i Jylland, begynder at sænke farten. For høj fart spiller en rolle i fire ud af ti dødsulykker, og kampagnen har til formål at minde bilisterne om risikoen ved at køre for stærkt.

Samtidig viser undersøgelser, at et stigende antal bilister vælger at køre langsommere for at spare på brændstoffet, især efter energipriserne er steget. Det er en adfærdsændring, som allerede før prisstigningerne bidrog til at sænke hastighederne.

Storebæltsbroen rammes af større beredskabsøvelse

0

Natten til søndag den 27. oktober vil Storebæltsbroen blive rammen om en omfattende beredskabsøvelse, som skal sikre, at myndighederne er parate til at håndtere en potentiel ulykke.

Øvelsen, der ledes af Fyns Politi, vil simulere en togulykke på lavbroen, som skal “komme så tæt på virkeligheden som muligt”, hvor både statister, specialdesignede togvogne og redningskøretøjer indgår. Dette fremgår af en pressemeddelelse fra Sund & Bælt.

Formålet med øvelsen er at skabe en realistisk træning, så beredskabet er bedst muligt forberedt på en alvorlig hændelse.

– Vi afholder øvelsen om natten, så vi kan simulere en virkelighedstro ulykke, som samtidig påvirker trafikken over Storebælt mindst muligt, udtaler politikommissær Ehm Christensen, der er leder i Operativ Uddannelse ved Fyns Politi.

– Øvelsen er vigtigt, så vi og de øvrige ansvarlige beredskaber får trænet både procedurer, færdigheder og udstyr samt vores indbyrdes samarbejde, så vi er velforberedte i tilfælde af en alvorlig hændelse, tilføjer politikommissæren.

Øvelsen er et samarbejde mellem Fyns Politi, Sund & Bælt, Beredskab Fyn, Banedanmark og DSB.

Trafikale ændringer i øvelsesperioden

For bilister vil øvelsen medføre, at trafikken på Storebæltsbroen kører dobbeltrettet mellem klokken 22.45 og 06.00 natten til søndag. Desuden lukkes broen i to omgange, hver gang i 45 minutter – lørdag aften klokken 22.00 og igen søndag morgen klokken 06.00 – mens trafikken omlægges. Sund & Bælt anbefaler, at man planlægger sin rejse uden for disse tidsrum for at undgå ventetid.

For togtrafikken betyder øvelsen, at al togdrift mellem Korsør og Nyborg vil være indstillet fra klokken 02.00 (sommertid) til 06.30 (normaltid) den 27. oktober.

Storebæltsbroen er en af Danmarks vigtigste trafikårer, og derfor afholdes der større beredskabsøvelser hvert andet år. Den seneste fandt sted i 2022 og foregik i Storebæltstunnelen.

Her er Danmarks nye landstræner

0

DBU har ansat Brian Riemer som ny landstræner for Herrelandsholdet. Brian Riemer har international erfaring fra bl.a. Premier League og har senest stået i spidsen for storklubben Anderlecht i Belgien.

Når Parken om få uger bliver fyldt til bristepunktet mod europamestrene fra Spanien, bliver det med en ny person langs sidelinjen i spidsen for Herrelandsholdet. 

46-årige Brian Riemer er ansat som ny landstræner med en aftale frem til og med VM i 2026. 

Brian Riemer har en fortid som assistenttræner i FC København og Brentford i Premier League, og han har senest som cheftræner ført Anderlecht tilbage til toppen af belgisk fodbold.  

Han er yderst velanset i fodboldkredse som en hårdtarbejdende og faglig stærk fodboldtræner, der nyder stor opbakning hos spillere og sine omgivelser. 

Ansættelsen kommer efter en grundig rekrutteringsproces, hvor ansættelsesudvalget med Peter Møller i spidsen suppleret af ekstern bistand gennem længere tid har afsøgt det danske, skandinaviske og europæiske marked og ført samtaler med en række både danske og udenlandske kandidater. 

Kontakten mellem DBU og Brian Riemer blev indledt i starten af august, og derfra har flere samtaler og en lang række gode referencer bekræftet DBU i, at Brian Riemer som landstræner kan indfri Herrelandsholdets mål og drømme om at opnå store resultater og for første gang nogensinde kvalificere holdet til VM for tredje gang i træk samt at samle og begejstre gennem spillet på banen. 

Derfor glæder det også fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, at det er lykkedes at ansætte Brian Riemer som ny landstræner. 

– Med Brian Riemer får vi en træner med den energi, passion og det store engagement, som vi har søgt efter. Han deler vores syn på fodbold om at forsøge at dominere kampene og spille offensivt og teknisk fodbold. Samtidig har han stor erfaring med at arbejde med fodboldspillere fra øverste hylde og at være et sted, hvor det er afgørende hele tiden at skabe resultater og håndtere et stort pres udefra. Brian er også en person og træner, der kan få det bedste ud af sine spillere med både en kærlig og en fast hånd, som er vigtigt på et landshold, siger Peter Møller. 

Udgangspunktet for Herrelandsholdet er et stærkt og solidt fundament efter kvalifikation til de seneste fire slutrunder og to 1/8-finaler og en semifinale, en plads i det øverste lag i Nations League, et fyldt Parken næsten hver gang, en fremragende talentudvikling og et stærkt sammenhold mellem landsholdsspillerne, staben og DBU. 

På den baggrund har det været vigtigt at få en landstræner, der kan videreføre kulturen og værdierne på landsholdet, hvor fællesskab, tillid og en ambitiøs tilgang har været en grundsten, fortæller Peter Møller. 

– Vi står på et rigtig stærkt fundament på Herrelandsholdet med gode resultater og dygtige spillere. Det betyder ikke, at vi er tilfredse, og at der ikke er ting, vi vil og skal forbedre. Men vi ville gerne have en træner, som kan både kan bygge videre på det eksisterende og komme med nye idéer og videreudvikle holdet. Vi har haft mange gode samtaler med Brian Riemer og fået utroligt gode referencer på ham fra alle kanter, så vi er meget glade for, at vi har kunnet lykkes med at ansætte ham som ny landstræner, siger Peter Møller. 

Han retter samtidig en stor tak til trænerteamet og Lars Knudsen, som har stået i spidsen for holdet i de hidtidige fire Nations League-kampe i efteråret. 

– Lars Knudsen har gjort det vanvittigt flot og fortjener stor ros. Med ro og indblik samt faglig viden og den rette tilgang til jobbet, har han klaret en uventet og speciel situation til topkarakter. Alle os omkring holdet, staben, spillerne og DBU, er meget taknemlig for det, han har udrettet sammen med de øvrige trænere, siger Peter Møller. 

Lars Knudsen fortsætter i sin hidtidige rolle som assistenttræner med særligt ansvar for standardsituationer, ligesom Daniel Agger og Morten Wieghorst også vil være assistenttrænere under Brian Riemer. 

Brian Riemer er opvokset i Albertslund, og han startede også sin trænerkarriere som ungdomstræner i barndomsklubben Albertslund IF. Han blev hurtigt opdaget af Hvidovre IF, hvor han nåede at være cheftræner for klubbens U19-hold og kortvarigt klubbens divisionshold, inden FC København slog kløerne i trænertalentet.  

Her var han i årrække cheftræner for klubbens U19-hold og assistenttræner for Superliga-holdet og var bl.a. med til at vinde det danske mesterskab og deltage i Champions League.  

I Brentford arbejde han fire år som assistenttræner og opnåede erfaring med Premier League, og i Anderlecht blev det til knap to år, hvor han førte storklubben fra midten af rækken til at være en del af mesterskabskampen helt frem til sidste runde i den seneste sæson. 

For Brian Riemer er det et stort øjeblik at blive landstræner for Danmark. 

– Landsholdet har altid været det største for mig, og jeg husker en masse store oplevelser som dreng og fan med landsholdet i Parken. At blive landstræner for Danmark er en stor drøm, der går i opfyldelse, og jeg er enormt stolt og beæret. Samtidig føler jeg mig helt klar til opgaven og er ekstremt motiveret. Jeg kommer til at give alt for det her fantastiske hold og land, og sammen med spillerne, staben og alle de danske fans vil vi kæmpe for at opnå noget stort sammen, siger han. 

Herrelandsholdets anfører, Pierre Emile Højbjerg, er glad for at kunne byde Brian Riemer velkommen. 

– Et stort velkommen til Brian som træner. Vi går en spændende tid i møde med et spændende hold. Han overtager en gruppe af fantastiske mennesker, som forstår, hvad det vil sige at repræsentere Danmark på bedst mulige vis. Vi har et godt fundament at bygge videre på, og derfor skal vi fortsætte med at være sportsligt ambitiøse sammen. Igen skal der lyde et stort velkommen til Brian fra hele holdet, siger Højbjerg. 

Brian Riemer står første gang på sidelinjen som landstræner til de to sidste kampe i Nations Leagues gruppespil den 15. november mod Spanien i Parken og den 18. november på udebane mod Serbien.