Baristapriser kræver vel baristakvalitet - Cappuccino er ikke bare kaffe med kogt mælk der lugter af risengrød

Jeg har et spørgsmål til landets caféer og bagerier:

Hvornår besluttede vi, at det var helt rimeligt at tage 50 kroner for en kop kaffe, man tilsyneladende ikke behøver at kunne finde ud af at lave?

For jeg betaler faktisk gerne for en god cappuccino. Jeg kan endda – modvilligt – acceptere, at den efterhånden koster det samme som et mindre måltid.

Men så vil jeg også gerne have en cappuccino.

Ikke en espresso, der er blevet druknet i en halv liter skoldhed mælk som lugter af risengrød. Ikke et bæger med mælkeskum så stift, at det kunne bruges som isoleringsmateriale. Og helst heller ikke en kaffe, der er så varm, at jeg kan nå at tage en kandidatuddannelse, inden den er drikkelig.

En cappuccino er ikke bare kaffe + mælk + voldsom varme.

Alligevel virker det nogle steder, som om instruktionen til personalet har været:

“Tryk på noget kaffe, varm mælken til lige før kernesmeltning, hæld det sammen og bed om 52 kroner.”

Og det mest fascinerende er næsten selvsikkerheden.

For prisen fejler aldrig noget.

Der står ikke 27 kroner på dankortterminalen med et lille “beklager, vi ved faktisk ikke helt, hvad vi laver”. Næ nej. 49 kroner. 52 kroner. 55 kroner. Vil du have havremælk? Så kan vi sikkert også lige finde seks kroner mere frem.

Det er åbenbart blevet en branche, hvor ambitionerne for produktet kan være beskedne, mens ambitionerne for prissætningen absolut ikke er det.

Og før nogen siger “så lav din kaffe derhjemme”: Det gør jeg også. Men hele pointen ved at købe noget ude er vel netop, at man betaler andre for at kunne noget.

Jeg klipper heller ikke mit eget hår og forventer derfor, at frisøren har en nogenlunde idé om, hvad en saks skal bruges til.

Hvis en cocktailbar tager 125 kroner for en mojito, forventer vi også, at bartenderen ved, hvad der skal i den. Hvis en restaurant tager 200 kroner for en bøf, accepterer vi ikke, at kokken brænder den på og siger: “Nå ja, sådan blev den.”

Men kaffe?

Her har vi tilsyneladende indgået en kollektiv aftale om, at kvalitet er valgfri, så længe den serveres i en pæn kop med et logo på.

Og jeg forventer altså ikke, at enhver 18-årig bag disken skal være uddannet barista med en personlig relation til kaffebonden i Colombia.

Jeg forventer bare, at en virksomhed, der vælger at sælge en cappuccino til 50 kroner, sørger for, at medarbejderne ved, hvordan man laver en.

For når mælken er brændt, espressoen er elendig, og “cappuccinoen” mest af alt minder om en café latte med skumbad, så er problemet ikke, at kunden er kræsen.

Så er produktet bare dårligt.

Og måske er det dér, min irritation egentlig ligger.

Vi er blevet så vant til absurde kaffepriser, at 50 kroner næsten ikke længere får nogen til at blinke. Men samtidig virker det, som om forventningen om kvalitet ikke er steget en millimeter sammen med prisen.

Så kære caféer og bagerier:

Tag gerne 50 kroner for jeres cappuccino.

Tag 55, hvis I virkelig føler jer modige.

Men hvis I vil tage baristapriser, må I også levere baristakaffe.

Ellers foreslår jeg, at I ændrer teksten på menukortet til noget lidt mere retvisende:

“En eller anden form for kaffe med meget varm mælk – 52 kr.”

Så ved vi i det mindste, hvad vi betaler for.