Når demens bliver til kriminalitet – hvem passer så på?

En demensramt mand blev forleden dømt til ophold i psykiatrien på ubestemt tid – måske resten af sit liv. Siddende i en kørestol modtog han sin dom i retten.

Han havde kørt ind i en menneskemængde og såret 17 mennesker. Det er alvorligt. Og det må have været dybt traumatiserende for ofrene. Nogle troede, at der var tale om terror, fordi vi har set lignende angreb i udlandet.

Ofrene skal selvfølgelig have vores fulde omsorg og støtte.

Men i sager som denne er der også en anden tragedie. For bag gerningsmanden står et ældre menneske, der er alvorligt sygt. Et menneske, der ikke nødvendigvis har forstået, hvad han gjorde, fordi demenssygdommen har taget kontrollen fra ham. Og bag ham står pårørende, som må leve med både sorg, skyldfølelse og frygten for, hvad der nu skal ske.

Det er en situation, vi alle kan frygte: Tænk, hvis vores gamle far, mor eller ægtefælle en dag på grund af demens gør alvorlig skade på et andet menneske.

Hvad gør vi så?

I dag er svaret ikke godt nok.

Jeg har flere gange rejst behovet for klare regler for, hvordan vi håndterer mennesker med demens, der på grund af deres sygdom bliver voldelige eller begår alvorlige handlinger. Jeg har hørt læger fra psykiatrien, som peger på, at psykiatrien ikke er det rigtige sted for mennesker med fremskreden demens. Psykiatrien kan behandle, men er ikke indrettet til at være et permanent hjem for mennesker, der har brug for specialiseret demenspleje.

Samtidig bliver der flere mennesker med demens. Derfor vil vi også møde flere af disse ulykkelige situationer.

I dag kan sagerne blive håndteret forskelligt. Det er ikke bare svært at forstå. Det udfordrer også retssikkerheden – og frem for alt risikerer vi at svigte et menneske, der er alvorligt sygt.

De gældende retningslinjer er gamle og forholder sig ikke til demens. Det er ikke mærkeligt. Da de blev udformet, var vores viden om demens en helt anden.

Jeg har fået lovning på, at reglerne bliver ændret, og at nye retningslinjer snart er på trapperne.

Det skal de være.

Ikke fordi vi skal glemme ofrene. Tværtimod. Men fordi et retssamfund skal kunne rumme begge perspektiver: Mennesker, der er blevet udsat for noget forfærdeligt – og et skrøbeligt menneske, der selv er blevet fanget i sin sygdom.

Vi skal kunne beskytte begge.